Opfølgning på polioramte

Hvordan er det gået de personer, der var indlagt på Blegdamshospitalet med akut polio under epidemierne i 50’erne? Det vil et forskningsprojekt finde ud af.

PolioForeningen og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter er initiativtager til et forskningsprojekt, der vil undersøge, hvordan det er gået de personer, der under polioepidemierne i 1950’erne var indlagt på Blegdamshospitalet og diagnosticeret med akut polio.

Hvordan forløber projektet?

Opfølgningen på de polioramte vil ske i tre delprojekter.

Et projekt, som finder oplysninger ud fra offentlige registre. Her vil det blive beskrevet, hvordan det er gået de polioramte sundhedsmæssigt, socialt og økonomisk.

Anden del af projektet vil blive en spørgeskemaundersøgelse, der har til formål at beskrive symptomer, livskvalitet og træthed hos de, der havde polio. De første to dele vil inddrage godt 1.000 polioramte og et tilsvarende antal kontrolpersoner.

I den sidste del af undersøgelsen vil der kun være 40 deltagere, men til gengæld vil den være meget detaljeret med en omhyggelig speciallægeundersøgelse og blodprøver, skanninger og muskelundersøgelser.

Hvem er ansvarlige for projektet?

Polioprojektet gennemføres som et samarbejde mellem forsker Nete Munk Nielsen, Statens Serum Institut, professor Poul Jennum, Dansk Center for Søvnmedicin, ledende overlæge Benedikte Wanscher, Neurofysiologisk afdeling Glostrup Hospital, overlæge Stephen W. Pedersen, Neurologisk afdeling, Glostrup Hospital og overlæge Lise Kay, PolioForeningen.

Forskningsprojektet er støttet af Jaschafonden, Ernst og Vibeke Husmans Fond/Frantz Hoffmanns Mindelegat og Solar Fonden.