Symptomer på post-polio

Hvad er langtidsfølgerne af at have haft polio som barn? Det vil et forskningsprojekt belyse.

Polio, også kaldet børnelammelse, var for 60 år siden en frygtet børnesygdom, der ramte børn og gjorde dem handicappede for livet.

Mange oplever som midaldrende at få nye svækkelser af deres muskler og andre invaliderende symptomer som smerter og træthed. En tilstand kaldet Post Polio Syndrom.

Nu - godt 50 år efter den sidste epidemi - henvender de polioramte sig derfor igen i sundhedssystemet og har brug for hjælp, men de kan have svært ved at få den, fordi der er så lidt viden om de konsekvenser, som den akutte virusinfektion giver på meget lang sigt.

Hvad undersøger projektet?

PolioForeningen og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter har taget initiativ til et forskningsprojekt, der vil belyse, hvilke symptomer poliopatienter har mange år efter at sygdommen var i udbrud, og hvad der kan være årsagen. Herigennem vil projektet bidrage til, at sundhedsvæsnet kan blive bedre klædt på til at hjælpe poliopatienterne.

Projektet vil

  1. beskrive, hvordan poliosygdommen på meget lang sigt har påvirket de ramtes funktionsevne, sygelighed, livskvalitet og sociale forhold, og hvordan det har påvirket den polioramtes familie,
  2. afklare, i hvilken grad træthed og smerter forekommer hyppigere blandt personer, der har haft polio end blandt personer, der ikke har,
  3. diagnosticere, hvilke fysiologiske forandringer i kroppen, der kan ligge til grund for symptomerne.

Projektet vil også belyse, hvilken betydning forældres eller ægtefælles invaliditet kan have for resten af familiemedlemmerne. Et område, der er ringe belyst, men har stor betydning for poliopatienter og deres pårørendes livskvalitet.

Hvem er ansvarlige for projektet?

Projektet er et samarbejde mellem Glostrup Universitetshospital, Statens Serum Institut, Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og PolioForeningen.