Gå til hovedindhold

Forståelse af patientcentreret målsætning i tværfaglig rehabilitering

Målsætning bør være en vigtig del af rehabilitering, men hvordan arbejdes der i praksis med målsætning i tværfaglig rehabilitering set fra både patienters og sundhedsprofessionelles perspektiver? Det søger vi i dette forskningsprojekt at give svar på.

Baggrund

At fastsætte mål for rehabilitering er et væsentligt element i enhver rehabiliteringsproces.

I patientcentrerets målsætning fokuseres der på vigtigheden af at involvere patienter (og deres pårørende) som integrerede partnere sammen med sundhedsprofessionelle for at identificere patientens behov, værdier og forventninger til rehabiliteringsforløbet.

Til trods for vigtigheden af målsætning er arbejdet komplekst, og både patienter og sundhedsprofessionelle oplever, at det er svært at sætte mål i praksis. Projektet sætter derfor fokus på at etablere forskningsbaseret viden om patientcentreret målsætning til mennesker, der lever med alvorlige følger efter ulykke, og som deltager i ambulante, tværfaglige rehabiliteringsforløb.

Formål

Formålet med projektet er at opnå større viden om målsætning i ambulant, tværfaglig rehabilitering, så patientens behov, værdier og forventninger til forløbet identificeres tydeligere.

Det vil i sidste ende styrke patientens motivation, fokusere indsatsen og forbedre rehabiliteringsresultaterne.

Indhold, design og metode

Projektet er kvalitativt, og data indsamles via deltager-observationer, uformelle samtaler, individuelle og fokusgruppe interview. Der vil foregå observation af samspillet mellem patient, pårørende og sundhedsprofessionelle i rehabiliteringsforløbet.

I alt bliver 24 patienter og 24 sundhedspersonaler inviteret til at deltage i undersøgelsen, og data vil blive indsamlet over en fem måneders periode.

Dataindsamlingen finder sted i samarbejde med Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter i Rødovre og Aarhus.

Deltagerne i projektet er patienter, som lever med alvorlige følger efter en ulykke, og sundhedsprofessionelle, der arbejder i tværfaglige teams i rehabiliteringsforløbene.

Resultaterne fra dette projekt forventes at få betydning for, hvordan arbejdet med patientcentreret målsætning bedst muligt kan organiseres i klinisk praksis. Vi forventer, at projektet kan optimere inddragelsen af patienter i rehabiliteringsforløbet og dermed være med til at forebygge komplikationer som følge af den nedsatte funktionsevne og samtidig øge patienternes selvstændighed, funktionsevne og livskvalitet.

Projektperiode

Projektet har været i gang siden 2018 og afsluttes i 2022.

Projektansvarlige og/eller samarbejdspartnere

Projektet er et samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, Aarhus Universitet og konsulent- og forskningsinstitutionen DEFACTUM, Region Midtjylland.

Fondsstøtte

Projektet har modtaget støtte fra Rådet for Offerfonden og Aarhus Universitet.