Kom til debatmøde om tidsspilde i sundhedssystemet

UlykkesPatientForeningen inviterer til debatmøde om koordination og tidsspilde i sundhedsvæsenet. Arrangementet er samtidig den officielle lancering af foreningen over for offentligheden.

Ulykker rammer næsten altid helt uventet og medfører ofte mange skader på én gang. På et splitsekund går den ramte fra et aktivt liv til et ofte langt forløb som patient, hvor behandling og rehabilitering fylder hverdagen.

Ulykker sender årligt over 500.000 danskere på skadestuen, og det er en af de største årsager til lange sygdomsforløb. Det sætter behovet for et koordineret forløb på spidsen.

Dyrt for patient og for samfund

At komme tilbage til livet koster bogstavelig talt blod, sved og tårer. Men det koster også alt for lang tid, hvis ikke behandlingsforløbet er godt koordineret. For den enkelte er det livet, der går i stå, men tidsspilde er samtidig meget dyrt for samfundet. Det har professor Kjeld Møller Pedersen kigget nærmere på.

Hvordan bliver vi bedre?

UlykkesPatientForeningen inviterer i samarbejde med Kjeld Møller Pedersen til et temamøde den 7. september 2016, hvor vi sætter fokus på, hvordan vi i Danmark kan blive bedre til at minimere tidsspilde og at koordinere behandlingen inden for ulykkesområdet.

Mødet vil tage afsæt i erfaringerne i UlykkesPatientForeningen, hvor patientforløb inddrager alle aspekter fra diagnose over behandling og træning til rådgivning om sociale og økonomiske forhold.

Også officiel lancering af UlykkesPatientForeningen

Arrangementet markerer også den officielle lancering af UlykkesPatientForeningen over for offentligheden.

Foreningen så dagens lys i foråret 2016 og varetager interesser for de flere end 100.000 danskere, der har alvorlige følger efter en ulykke. I foreningen kan den enkelte ulykkespatient og de pårørende finde støtte til at få hverdagen til at fungere så godt som muligt igen.

Program

12.00 Sandwich
12.30 Velkommen og introduktion v/ formand Janus Tarp
12.40 I sundhedssystemet uden vejviser, en patienthistorie v/ Anders Beha
12.55 Bedre koordinering er lig mindre dyr tidsspilde v/ professor Kjeld Møller Pedersen
13.20 Tværfaglig rehabilitering v/ centerdirektør Britta Gnutzmann Quistgaard
13.30

Paneldiskussion v/

  • Formand for Danske Patienter, Camilla Hersom
  • Dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, Jesper Sjølund
  • Formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Karin Friis Bach
  • Formand for UlykkesPatientForeningen, Janus Tarp
14.10 Afrunding v/ Janus Tarp
14.20 Mulighed for rundtur i trænings- og behandlingsfaciliteter

Tid og sted

7. september kl. 12-14.30
Fjeldhammervej 8, 2610 Rødovre

Tilmelding

Alle er velkomne. Tilmeld dig senest den 5. september kl. 12 til Judy Lyngesen: jly@ulykkespatient.dk.

Det er gratis at deltage.

Hent program (pdf)