Kurven er ikke knækket endnu

70-årige Ole Jørgensen har været indlagt på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg i fire måneder, da Livtag besøger ham. Lægerne vurderer, at hans tilstand kan forbedres og den positive udvikling fortsætte. Rehabiliteringsforløbet, en stærk vilje og støtte fra hans nærmeste har allerede båret ham langt i bestræbelserne på at komme så tæt på sit gamle liv som muligt.
Ole Jørgensen endte med at bo på sin stue på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i næsten syv måneder.

Vi er på Vestdansk Center for Rygmarvsskade. På en stue med rigeligt litteratur på hylderne, flere buketter friske blomster og fotos af voksne børn på opslagstavlen. Rygmarvsskadede Ole sidder i sin stol med en bærbar computer foran sig. Hans hænder er blevet så gode, at han kan skrive mails og blokbogstaver i hånden.

Ved hans side står en rollator, som han efterhånden går ganske øvet med. Kun enkelte gange sniger der sig et gran af alvor over koldingenserens ansigt, når snakken falder på hans nye liv. Ole er ved godt mod.

- Jeg oplever rygmarvsskadecentret som et meget varmt sted. Her er ingen filter. Folk er åbne for andres historier, og vi deler alle bittesmå fremskridt, som opstår. Pludselig er der én nede af gangen, som kan tage sine første skridt, og der sker små mirakler hist og her, fortæller Ole og kigger på hustruen Tove på den anden side af bordet.

Hun har været en uvurderlig støtte for ham i rehabiliteringsforløbet.

Den pensionerede præst har boet på sin lille stue i fire måneder. Siden februar, hvor han pådrog sig rygmarvsskaden i ægteparrets hjem, er hans tilstand gradvist forbedret.

- De siger, at min kurve ikke er knækket endnu, så jeg ved ikke, hvor meget det kan gå fremad for mig. Men der er et udviklingspotentiale, og der er sket betydelige fremskridt allerede, forklarer han.

Jeg bliver lagt i MR-scanner og kan forsvindende lidt med min krop. Pludselig måtte jeg have andre til at ordne alt. Virkelig alt.

Nu rabler verden

Som for langt hovedparten af de indlagte rygmarvsskadede på centret ned til Sønder sø i Viborg ligger det ikke i kortene, at Ole pludselig skal have vendt sit liv på hovedet. Han er en aktiv mand, spiller badminton med sin svigersøn, fodbold og cello i et kammerorkester. Ægteparret har et sommerhus og en båd med nogle venner, som han holder meget af at bruge tid på, og han har aldrig før i sit liv fejlet noget alvorligt.

Men en weekendmorgen midt i februar bliver den forudsigelige fortælling skrevet om. Ole føler et stærkt ubehag i sin krop. Han befinder sig på badeværelset i sit hjem i Kolding, sætter sig på toilettet, men besvimer og falder forover.

Der er ikke plads til hans krop i det lille rum, så hovedet knækker til siden, da han rammer flisegulvet og muren overfor. Nakken brækker ikke, men rygmarven får en læsion.

- Jeg åbner øjnene og kan ikke bevæge eller flytte mig, og jeg ligger der med hovedet, som er knækket. Først tror jeg, at det er en hjerneblødning, det var den bedste forklaring, jeg kunne finde. Heldigvis kan jeg kalde så højt, at Tove hører det, husker han.

Tove kommer ilende, men har ikke kræfter til at flytte sin mand.

- Jeg siger: Ole, hvad skal der blive af os? Sådan er min reaktion. Nu rabler verden, tænker jeg. En forfærdelig følelse.

Uden at vide nøjagtig hvad der er sket, og hvor slem en tilstand Ole befinder sig i, bliver de hentet af en ambulance og drager først til Kolding Sygehus og derefter til Neurokirurgisk Afdeling i Aarhus.

- Jeg bliver lagt i MR-scanner og kan forsvindende lidt med min krop. Pludselig måtte jeg have andre til at ordne alt. Virkelig alt. Jeg kunne ikke engang klø mig selv i panden, forklarer Ole om dagene efter ulykken.

Ingen falske forhåbninger

Allerede samme aften beslutter en overlæge, at Ole skal opereres i nakken, hvor opsvulmningen er sket. Det er ikke et ufarligt indgreb.

- Overlægen siger meget smukt: Havde det været min kære, så havde jeg gjort det samme. Det blev vi meget rørte over og havde tillid til beslutningen, fortæller Tove og fortsætter:

- Jeg siger til Ole, at vi finder ud af det. Vi har altid været handlende, og vi må tage én dag af gangen. Det var ikke en mulighed at tænke to måneder frem, fordi vi ikke anede, hvad vi havde at arbejde med.

Men selvom Ole er stærkt besluttet på at genvinde så meget af sin førlighed som muligt og kæmper målbevidst for fremskridt, får han en række klaustrofobiske anfald. I enkelte momenter svigter modet ham. Han er stærkt medicineret og har fået stillet i udsigt, at chancerne for at komme til at gå igen er små.

- De ville ikke give os falske forhåbninger, og det forstår vi godt. Men jeg når da at tænke, hvor sjovt det mon vil blive herefter. Også for Tove og mine børns skyld. Ville det være bedre, hvis jeg var død? Jeg spørger faktisk, om de da ikke bare kunne slukke for den respirator, selvom jeg udmærket er klar over, at jeg ikke er i respirator. Det var i overført betydning, gengiver Ole.

- Det var noget frygteligt noget at sige, så det måtte han love mig aldrig gentog sig, slår Tove det fast.

10 dage efter ulykken ankommer Ole til Vestdansk Center for Rygmarvsskade. En hverdag begynder at tegne sig, og han bruger sin hustru meget til at bearbejde og finde glæder i sin nye tilværelse.

- Vi har haft mange lange samtaler, og generelt har humøret været godt. Vi formår at holde hinanden oppe. Jeg har været privilegeret at have Tove så meget ved min side. Det har uden tvivl været en fordel, at vi er pensionerede, og at Tove prioriterer at bruge sin tid her hos mig, fortæller Ole og tilføjer:

- Og der er ingen bitterhed over, hvordan livet har udviklet sig for os. Slet ikke. Vi har ikke udsat noget til senere, siger han, mens hans kone nikker bekræftende.

Det mest slående, og måske overraskende, er, at der også er et liv efter en rygmarvsskade. Det ved man i grunden ikke, inden det sker. Jeg vil endda sige, at glæde ofte føles endnu stærkere.

Boligsituation har fyldt

Ifølge Tove og ægteparrets to børn har Ole bevaret det livssyn, han altid har haft. Det går fint i tråd med hans tanker om at leve som handicappet:

- Alting har sin tid, og der er også glæder i et liv som handicappet. Sammenlignet med flere af de andre her på stedet er jeg som inkomplet tetraplegiker gået fri af mange ting. Hovedparten af de indlagte har meget hårdere kampe at kæmpe end mig, siger Ole og uddyber:

- Det mest slående, og måske overraskende, er, at der også er liv efter en rygmarvsskade. Det ved man i grunden ikke, inden det sker. Jeg vil endda sige, at glæde ofte føles endnu stærkere.

Én af glæderne har været, at ægteparret kan blive boende i hjemmet i Kolding. For boligsituationen har fyldt meget i de måneder, som er gået.

- Man endevender alt i sit liv. Vi har været hjemme undervejs i rehabiliteringsforløbet, og det viser sig, at jeg med nogle særlige gelændere kan klare trappen i vores hus. Jeg kan fint komme rundt og også ud i haven, fortæller Ole.

- Det var en vigtig sejr, at vi ikke er nødsaget til at flytte. I begyndelsen vidste vi jo ikke, om vi overhovedet kunne bo i et hus med mere end en etage. Det betyder meget for os, supplerer Tove.

Og der kan vente flere sejre i horisonten. Ole er fast determineret på at nå et velvoksent stykke længere i sin genoptræning.

- Balancen er uden tvivl et problem. Reflektorisk gør jeg ikke, som jeg før har gjort. Jeg havde en idé om, at jeg skulle sidde på en to-hjulet-cykel. Forsøget gik ikke så godt, men jeg kan godt cykle på en trehjulet. Tænk, hvis jeg kunne komme til at køre på en cykel igen. Hænderne må også gerne blive bedre, men det tænker jeg mindre på, lyder den dugfriske prognose.

Generelt er koldingenseren nået over de mål, han blev stillet i usikker udsigt.

- Lægerne turde ikke være for optimistiske, men jeg er godt tilfreds med fremgangen. Jeg kan gå fint med rollator eller krykkestokke i dag. Personlig hygiejne kan jeg klare selv. Selvfølgelig er der også en almindelig aldring, der spiller ind og kan påvirke min tilstand fremover. Hvilke kræfter har jeg om fem år? Hvad har Tove? Det er da klart en bekymring, men vi lader heldigvis ikke bekymringerne fylde, fastslår Ole Jørgensen.

Læs også om Oles pårørende: En rygmarvsskade set fra de pårørendes perspektiv

Modtag Livtag

Artiklen har været bragt i Livtag, som er UlykkesPatientForeningens medlemsblad.

I fremtidige udgaver af Livtag, vil der være opfølgende artikler om Ole Jørgensens udvikling.

Bestil gratis prøve på Livtag