Orientering om Covid-19 vaccination

Siden orienteringen om covid-19 situationen den 17. december har der været en betydelig udvikling vedrørende vaccine.

Vaccinens effekt på vores patienter

Der foreligger i dag to vaccinetyper, som er godkendt af myndighederne til anvendelse i Danmark. For begge vacciners vedkommende har vi ikke kendskab til bivirkninger, heller ikke til bivirkninger for vores patient- og målgruppe.

Vi råder dig til at drøfte effekt mv. af vaccine med egen læge, der har kendskab til din samlede sundhedsmæssige situation. Ligeledes opfordrer vi til, at du følger myndighedernes anbefalinger om vaccination.

Læs mere om vaccination mod Covid-19 på Sundhedsstyrelsens hjemmeside 

Visitation til vaccination

Vaccination af landets borgere er i fuld gang. Men på grund af begrænset kapacitet er der ikke fri adgang for alle til at blive vaccineret. Myndighederne har derfor foretaget en prioritering af, hvem der først skal vaccineres.

Såfremt du ikke bliver kontaktet via e-boks i løbet af de kommende uger, opfordres du til at kontakte egen læge, der har kompetencen til at visitere personer i særlig risiko til vaccination.

Som altid er egen læge velkommen til at kontakte Specialhospitalet for Polio- og Ulykkesramte med henblik på drøftelse af diagnosespecifikke spørgsmål (følger efter polio, postpolio, rygmarvsskade mv.).

Dialog med myndigheder

Vi er i løbende dialog om prioritering af vores målgrupper med sundhedsmyndighederne. Således har vi henvendt os til Region Hovedstaden (der er Specialhospitalet tilsynsmyndighed) om at sikre visitation af Specialhospitalets patienter til vaccination.

Ligeledes er vi i dialog med landsdækkende sundhedsmyndigheder gennem såvel Danske Handicaporganisationer som Danske Patienter om at sikre vaccination hurtigt af de af vores medlemmer, der er i særlig risiko.

Vi følger situationen meget tæt.