Kan virtual reality styrke den mentale sundhed under rehabilitering?
Et nyt forskningsstudie fra Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter i Rødovre og Syddansk Universitet har undersøgt, hvordan virtual reality (VR) i rehabilitering kan forbedre den psykiske trivsel hos personer med rygmarvsskader. Studiet blev offentliggjort i januar 2025 og viser, at VR gør rehabiliteringen både mere motiverende og meningsfuld.

Hvad er VR?
VR (forkortet fra engelsk virtual reality, der kan oversættes til virtuel virkelighed) betyder, at man via et headset oplever en kunstig, digital verden, som føles virkelig.
I rehabilitering kan VR bruges til f.eks. at simulere en gåtur i naturen eller træne dagligdags aktiviteter – alt sammen uden at forlade behandlingslokalet. Målet er at gøre genoptræning mere engagerende, afslappende og motiverende.
Hvad har forskerne undersøgt?
VR og andre digitale teknologier bliver i stigende grad brugt i sundhedsvæsenet, men indtil nu har fokus primært været på de fysiske fordele.
Forskningsenheden i Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter ønskede derfor at undersøge, hvordan VR påvirker psykologiske faktorer som angst, depression og selvværd hos mennesker med rygmarvsskader.
Hvad viser studiet?
Studiet samler resultaterne fra 13 videnskabelige undersøgelser, der har testet VR i rehabilitering og samtidig målt på psykiske faktorer. Forskerne fandt, at VR kan have flere positive resultater:
- Forbedrer humøret: Mange deltagere oplevede VR som sjovt og motiverende, hvilket gjorde træningen lettere at gennemføre.
- Reducerer stress og angst: Flere studier viste, at VR kunne give en følelse af afslapning og mindske bekymringer, og nogle viste, at det kunne have en angstnedsættende effekt, som varede i længere tid.
- Fungerer som positiv distraktion: VR kunne hjælpe brugeren med midlertidigt at glemme smerter eller bekymringer.
- Øger selvtilliden: Nogle oplevede, at VR gav dem mod på at prøve nye ting og tro mere på deres egne evner.
Studiet viser dog også, at der stadig er udfordringer. Nogle deltagere følte sig isolerede, når de brugte VR i en gruppe, og ikke alle havde lige let ved at bruge teknologien.
Hvem kan have gavn af VR i rehabilitering?
VR kan være en hjælp til mennesker med rygmarvsskader, men muligvis kan andre, der gennemgår langvarig rehabilitering, også drage fordel af teknologien.
Hvis VR gør træningen mere spændende og behagelig, kan det øge motivationen og styrke den psykiske trivsel.
Hvad peger studiet frem imod?
Forskerne mener, at VR har et stort potentiale i rehabilitering, men at der stadig mangler mere forskning.
Blandt andet skal fremtidige studier:
- Undersøge, om de positive resultater varer ved over tid.
- Se på andre former for Extended Reality (XR) som Augmented Reality (AR) og Mixed Reality (MR), som også blev søgt efter i dette studie, men som der endnu ikke findes studier på.
- Gøre VR mere tilgængeligt, så flere kan få gavn af teknologien.
VR er ikke en mirakelløsning, men studiet fra Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og Syddansk Universitet viser, at det kan være en værdifuld støtte i rehabilitering. Det bliver derfor spændende at se, om VR bliver en fast del af fremtidens genoptræning for ulykkesramte.
Om studiet og forskerne
Bag studiet står videnskabelig assistent Samuel David Williamson, psykolog og forsker Anders Orup Aaby og psykolog og forskningsleder Sophie Lykkegaard Ravn, der alle arbejder på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter i Rødovre og er tilknyttede Syddansk Universitet.
Studiets titel er Psychological outcomes of extended reality interventions in spinal cord injury rehabilitation: a systematic scoping review og er udgivet hos tidsskriftet Spinal Cord, hvor det kan læses i sin fulde længde på engelsk.
Find det på www.nature.com.