Gå til hovedindhold

Regler om udveksling af fortrolige oplysninger på specialhospitalet

Hvordan vi arbejder på specialhospitalet

På Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter (specialhospitalet) arbejder vi i tværfaglige teams på specialiseret niveau. En forudsætning for at sikre det bedste mulige tilbud til dig er, at vi sparrer omkring din rehabiliteringsproces, og at medarbejderne modtager regelmæssig supervision, dette gøres i tværfaglige teams.

Der kan være medarbejdere til stede, som ikke direkte har med din behandling at gøre, men som bidrager med deres faglighed ind i det tværfaglige team.

Tavshedpligt

Alle specialhospitalets ansatte, eventuelle studerende og personer i praktik har tavshedspligt, når det gælder oplysninger vedrørende dit helbred samt andre fortrolige oplysninger, som vi bliver vidende om eller får formodning om under din behandling her.

Andre fortrolige oplysninger kan til eksempel være oplysninger om dine personlige eller økonomiske forhold, fx vedrørende dine familieforhold eller dine sociale forhold. Tavshedspligten gælder også efter, behandlingen er afsluttet, og efter ansættelsen er ophørt.

Udveksling af fortrolige oplysninger uden dit samtykke

Udveksling/deling af fortrolige oplysninger er ofte afgørende for, at du kan få den bedst mulige behandling og et sammenhængende forløb. Medarbejdernes tavshedspligt betyder, at vi som udgangspunkt ikke må udveksle fortrolige oplysninger om dig uden dit samtykke.

I henhold til Sundhedsloven har vi dog lov til at udveksle fortrolige oplysninger om dig uden dit konkrete samtykke i følgende tilfælde:

  • Sundhedspersonalet på specialhospitalet har ret til uden dit konkrete samtykke at indhente fortrolige oplysninger ved opslag i elektroniske systemer på tværs af sektorer og faggrænser samt ved at udveksle fortrolige oplysninger med andet sundhedspersonale, når det er nødvendigt og relevant i forbindelse med vores nuværende/aktuelle behandlingsforløb af dig.

    Det kan fx dreje sig om indhentelse af oplysninger vedrørende tidligere behandlinger fra din egen læge, en speciallæge, et sygehus mv. samt videregivelse af oplysninger til kommunale genoptræningscentre, hjemmesygeplejen, bandagister mv., hvis disse skal følge op på eller fortsætte din behandling.

    Et aktuelt behandlingsforløb omfatter hele dit forløb på specialhospitalet, lige fra din henvisning hertil, inclusive forberedelse, og til den aktuelle behandling, opfølgning mv. er afsluttet.

    Det er trods ovenstående besluttet, at specialhospitalet skal anmode om dit samtykke i forhold til tidligere behandlinger fra din egen læge, en speciallæge eller et hospital, som du har modtaget behandling af, men som ikke har henvist dig til os. Det kan nogle gange dreje sig om oplysninger af lidt ældre dato, hvor nødvendighed og relevans for indhentelse kan være sværere at godtgøre.

  • Socialrådgiverne er ikke autoriserede sundhedspersoner, men socialrådgiverne på specialhospitalet indgår i det tværfaglige team omkring din rehabilitering og har i lighed med sundhedspersonalet med ledelsens tilladelse adgang til journalen, hvis det er nødvendigt af hensyn til den samlede aktuelle behandling af dig.

    Det samme gælder andet administrativt personale i det omfang, de deltager i din behandling.

  • Vi må videregive fortrolige oplysninger om dig til aktuelle studerende på specialhospitalet, der deltager i din behandling, hvis det er nødvendigt af hensyn til den studerendes forståelse eller evaluering af behandlingssituationen.

    De studerende må også med ledelsens tilladelse indhente oplysninger ved opslag i elektroniske systemer.

  • Læger og sygeplejersker på Specialhospitalet, der har deltaget i din behandling, har under visse omstændigheder ret at indhente oplysninger med henblik på at vurdere deres egen indsats.

  • Vi må ved endt behandling på specialhospitalet sende information om din behandling til din egen læge eller til den speciallæge, der har henvist dig hertil (epikrise).

  • Autoriserede sundhedspersoner har ret til at indhente fortrolige oplysninger elektronisk i forbindelse med kvalitetssikring- eller udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange, hvis der er tale om oplysninger, som er registreret i systemerne mindre end 5 år forud for behandlingen.

  • Autoriserede sundhedspersoner har ret til med ledelsens godkendelse at yde teknisk bistand til sundhedspersoners indhentelse af visse fortrolige oplysninger.

  • Elektronisk indhentelse af oplysninger vedrørende akkreditering, tilsyns- og kontrolopgaver eller opfølgning på krav fra centrale sundhedsmyndigheder. Indhentning kræver ledelsens tilladelse.

    Udveksling af oplysninger i forhold til visse tilfælde af forskning, der er godkendt af relevante offentlige myndigheder samt statistik eller planlægning baseret på denne forskning.

OBS. Udvekslingen af fortrolige oplysninger må altid kun ske, når det er nødvendigt, dvs. der skal fx være et fagligt behov for elektronisk indhentelse, og udveksling af oplysninger skal altid ske under hensyntagen til dine interesser og behov.

Hvis vi er i tvivl, om vi må udveksle oplysninger, SKAL vi indhente dit samtykke.

Frabedelse af udveksling af oplysninger uden samtykke

Du kan til hver en tid enten mundtligt eller skriftligt frabede dig udveksling af fortrolige oplysninger, jfr. ovenstående situationer pkt. 1-7, dog gælder retten under pkt. 7 kun, hvis det drejer sig om indhentelse af oplysninger i forhold til dit aktuelle behandlingsforløb hos os.

Der kan være tale om frabedelse generelt eller i forhold til konkrete specifikke oplysninger, forløb eller personer. Er der bestemte oplysninger, du ikke ønsker udvekslet, eller er der særlige personer, du ikke ønsker oplysninger udvekslet med, beder vi dig fortælle os det.

Du skal være opmærksom på, at det eventuelt kan have konsekvenser for dit videre forløb her. Hvis det er tilfældet, vil personalet kontakte dig og informere dig nærmere. Frabedelsen indføres i din journal.

Hvis du ønsker at frabede dig udveksling af oplysninger, bedes du venligst kontakte vores lægesekretærer på:

Udveksling af fortrolige oplysninger med dit samtykke

Udveksling af nogle typer oplysninger kræver dit konkrete samtykke. Det gælder i forhold til følgende oplysninger:

  • Udveksling af oplysninger vedrørende tidligere behandlinger, der ikke vedrører et aktuelt behandlingsforløb hos os. 

    Mundtligt samtykke er her tilstrækkeligt.

  • Udveksling af oplysninger, som skal bruges til andet end direkte behandling kan fx være i forbindelse med behandling af sager efter den sociale lovgivning, en sygedagpengesag, en arbejdsskadesag, en forsikringssag eller lignende.

    Der kan her udveksles oplysninger med andre end de sundhedspersoner, der er direkte involveret i din aktuelle behandling.

    Det kan dreje sig om kommunale sagsbehandlere, medarbejdere i dit forsikringsselskab, din advokat, arbejdsgiver mv. 

    Der kræves som udgangspunkt skriftligt samtykke.

  • Det kan dreje sig om videregivelse af oplysninger til din ægtefælle, samlever, børn, bedste ven mv.

    Der kræves som hovedregel skriftligt samtykke.

  • Indhentelse af helbredsoplysninger mv. til et forskningsprojekt, der ikke kræver godkendelse af offentlige myndigheder, kræver dit skriftlige samtykke fra en autoriseret sundhedsperson.

    Samtykket og indhentelsen af oplysninger skal indhentes af den samme (autoriserede) sundhedsperson.

  • På specialhospitalet har vi stort fokus på forskning og søger at deltage i mange forskellige forskningsaktiviteter, som kommer vores målgrupper til gode.

    Hvis det har interesse for dig, vil vi gerne bede om tilladelse til pr. brev, mail eller telefon at måtte kontakte dig inden for det næste år efter din underskrift på samtykkeerklæringen for at invitere dig til at deltage i forskningsprojekter, der vedrører din sygdom.

  • I nedenstående tilfælde har vi ret til at videregive fortrolige oplysninger uden dit samtykke. Det er dog forudsat, at vi i almindelighed – medmindre der foreligger særlige grunde – skal forsøge at indhente dit samtykke: Ifølge krav fra lovgivningen, til berettiget varetagelse af hensyn til en åbenbar almeninteresse eller til dig eller andre, til en myndigheds kontrol- og tilsynsopgave, akkreditering, analyse af en utilsigtet hændelse.

Hvor omfattende er dit samtykke?

Der må kun udveksles fortrolige oplysninger i det omfang, det er nødvendigt og relevant til det konkrete formål.

Dit samtykke er gældende, så længe du er i forløb på specialhospitalet, dog i maksimum ét år fra din underskrift på/returnering af samtykkeerklæringen. Hvis du stadig er i forløb på specialhospitalet herefter, vil du automatisk blive bedt om at forny samtykkerklæringen én gang årligt.

Dit samtykke kan - så længe udveksling ikke har fundet sted - altid trækkes helt eller delvist tilbage ved at tage kontakt til specialhospitalet.

Behandling af helbredsoplysninger mv.

For at specialhospitalet kan sikre, at du får den mest optimale behandling og sagsbehandling, opbevarer og behandler vi dine helbredsoplysninger og oplysninger om andre fortrolige forhold på en sikker måde.

Specialhospitalet skal ifølge de sundhedsretlige regler føre journal over dine helbredsoplysninger, undersøgelser og behandling for at sikre, at al relevant information er tilgængelig for det tværfaglige team, at sikre kontinuiteten og for at undgå fejl.

Patientjournaler opbevares sikkert i aflåst lokale og ved sikret IT-system. Journaler slettes ikke af hensyn til eventuelt senere henvendelser fra dig samt til eventuelt videnskabelige eller historiske forskningsformål.

Aktindsigt

Du har til hver en tid ret til at læse eller få udleveret kopi af din journal. Du kan læse din journal i Sundhedsjournalen ved selv at gå ind på sundhed.dk eller i appen MinSundhed.

Bor du på Sjælland, kan du læse din journal på Min Sundhedsplatform eller i appen MinSP.

Du har ret til at få berigtiget dine oplysninger, hvis noget er registreret forkert. Såfremt du ønsker at gøre brug af din ret til aktindsigt eller berigtigelse, bedes du rette henvendelse til din kontaktperson.

Er du ikke længere tilknyttet specialhospitalet i et behandlingsforløb, bedes du henvende dig personligt, pr. brev eller pr. e-mail med et telefonnummer, så vi kan kontakte dig og sikre os, at ønsket kommer fra dig.

Mener du, at dine oplysninger bliver behandlet ulovligt?

Du har ret til at indgive klage, hvis du mener, at dine fortrolige oplysninger er behandlet ulovligt, fx overtrædelse af tavshedspligten.

Er der således forhold, som du ønsker at klage over, opfordres du til personligt at henvende dig eller skrive til ledelsen af specialhospitalet:

Herefter vil du blive tilbudt en samtale om forløbet.

Du kan også klage til:

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til reglerne om udveksling af oplysninger, journalføring, datasikkerhed mv., er du altid velkommen til at spørge specialhospitalets personale. 

I den forbindelse kan du kontakte os på e-mail dpo@specialhospitalet.dk.

Du kan også henvende dig til din Regions patientvejleder.

Opdateret 13.10.2025