Målsætning er sjældent patientens behov

Når der igangsættes et rehabiliteringsforløb i vores sundhedssystem, formuleres der altid mål for, hvor man håber og forventer at ende, når forløbet afsluttes.

I et samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM har seniorforsker Lisbeth Ørtenblad dykket dybt ned i netop målsætningsprocessen. Det har materialiseret sig i et forskningsprojekt, hvori det blotlægges, at målsætning i rehabilitering er et tveægget sværd. Lisbeth Ørtenblad forklarer:

”I studiet har jeg fulgt 24 forløb med rygmarvsskadede patienter på specialhospitalet. Tager vi patienterne først, så mener de fleste, at det er fint, at der sættes mål, fordi det kan give fælles retning med de sundhedsprofessionelle og styrke motivationen, men samtidig kan det være enormt svært at skulle sætte en finger på nøjagtig det, man gerne vil opnå med et rehabiliteringsforløb. For de sundhedsprofessionelle opstår det vanskelige i, at der er en forventning om, at et mål skal følge de såkaldte SMART-kriterier (Specifikt, Målbart, Accepteret, Realistisk, Tidsafgrænset, red.). Ofte passer virkeligheden bare ikke godt til sådanne kriterier. Det gælder for både sundhedsprofessionelle og patienter, når de skal omsætte de komplekse behov i patienternes hverdag, der ofte er præget af betydelige funktionsnedsættelser, til noget, der er konkret og specifikt.”

En anden ufravigelig del af alle rehabiliteringsforløb i sundhedsvæsenet er patientcentrering. Seniorforsker Lisbeth Ørtenblad fra DEFACTUM uddyber:

”Når man tilrettelægger et rehabiliteringsforløb er det vigtigt at tage udgangspunkt i en patients interesser og behov, og det er dét, begrebet patientcentrering dækker over. Det gælder i særdeleshed de ikke-akutte forløb, som jeg har set nærmere på i det her projekt. Her er indsatser målrettet efter, at patienten på den ene eller anden måde skal tilbage til det bedst mulige hverdagsliv.”

Systemet har faldgruber

Ved opstart af et tremåneders rehabiliteringsforløb på specialhospitalet bliver man som patient inviteret til en indledende samtale med det tværfaglige team, som skal stå for rehabiliteringsforløbet. Her er et af formålene, at man i fællesskab sætter mål for forløbet.

”Men det kan altså være svært at svare på, hvad man som patient håber at opnå med sådan et forløb. Hvordan forholder man sig som patient, når en målsætning skal være både målbar og specifik? Fordi det er en svær øvelse, får det tit de sundhedsprofessionelle til at hjælpe lidt på vej. De spørger eksempelvis: ’Kunne et mål så være…?’ eller ’Er det okay, at jeg formulerer det sådan her…?’ Patienterne siger altid ja til deres forslag. Ikke på noget tidspunkt har jeg hørt, at en patient sagde, at det ville de ikke være med til, selvom patienterne ofte oplever målsætning som uvæsentlig,” lyder det fra Lisbeth Ørtenblad, der supplerer:

”Sandsynligvis er det også første gang, man møder de personer, man sidder overfor. For nogle mennesker er det en overvældende og sårbar situation at sidde overfor en stor gruppe af sundhedsprofessionelle mennesker, en ergoterapeut, fysioterapeut eller læge, som man måske oplever som autoriteter. Ofte er det jo nogle meget følsomme emner, man taler om. Specialhospitalets personale er virkelig gode til at skabe behagelige rammer om samtalerne, men spiller de nævnte elementer for meget ind, så kan det i sidste ende være problematisk i forhold til at sætte mål.”

Konsekvenserne bliver tydelige, når Lisbeth Ørtenblad efterfølgende har talt med patienterne:

”Flere gav udtryk for, at de først efter samtalen rigtigt begyndte at tænke over, om deres målsætning i forløbet skulle have været en helt anden eller være formuleret anderledes. Flere fortale også, at de gerne ville have ventet længere tid med at fastlægge et mål, til de ved mere om, hvad de kan forvente af et tværfagligt rehabiliteringsforløb.”

Orienteringspunkter bedre end mål

Seniorforsker Lisbeth Ørtenblad påpeger også, at de rygmarvsskadede personer, hun har fulgt i studiet, alle har komplekse og individuelle behov. Af den grund er det ofte nødvendigt at justere mål undervejs.

”Hvis man for eksempel har et mål om at kunne lave et måltid mad til sin familie, så kan det være, at man for eksempel skal begynde med at se på, hvordan man kan komme til at skære grøntsager. Så kan man evaluere de fremskridt eller tilbageskridt, der kommer efterhånden. De her ting er de sundhedsprofessionelle rigtig gode til at tale sammen om undervejs, der er bare ikke noget system for det, og derfor kan noget gå tabt. Samtidig inddrages patienterne ikke altid i justeringer af mål og delmål.”

Til trods for mængden af gode personlige og faglige hensigter, så fandt Lisbeth Ørtenblad frem til flere punkter, hvor dele af målsætningsprocessen kan gentænkes for at tilgodese alle parter.

”Vil man give mere plads til patienters skiftende behov og udfordringer kan mål formuleres som orienteringspunkter eller retninger, som ikke nødvendigvis er specifikke og målbare som i SMART-kriterierne. Og så kan jeg udlede fra resultaterne i studiet, at det ville være godt at involvere patienterne i en løbende dialog undervejs, så forventninger til forløbet identificeres tydeligere. Det vil kunne styrke motivationen, fokusere indsatsen og forbedre rehabiliteringen,” afslutter seniorforsker Lisbeth Ørtenblad fra DEFACTUM.