Thomas Maribo: Derfor forsker jeg

Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter har nedsat et forskningsråd, der spiller en stor rolle i specialhospitalets fremtidige forskningsudvikling. Vi har bedt rådets medlemmer svare på nogle spørgsmål om, hvad de brænder for i deres forskning. Her kan du læse om Thomas Maribo.
Thomas Maribo, Alder: 50 år. Uddannelse: Fysioterapeut, kandidat i sundhedsvidenskab, ph.d. i medicin

Thomas Maribo, Alder: 50 år. Uddannelse: Fysioterapeut, kandidat i sundhedsvidenskab, ph.d. i medicin

Hvor er du i øjeblikket ansat?

Jeg har en delt ansættelse som dels forskningsleder for forskningsafdelingen "Rehabilitering og sygefravær" i forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM i Region Midtjylland og dels som klinisk lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Hvad forsker du i, og hvorfor synes du, det er vigtigt?

Jeg forsker i rehabilitering – på flere forskellige områder. Et af mine fokusområder er vurdering af funktionsevne. Hvordan beskriver vi på en meningsfuld måde patienters og borgeres funktionsevne. Jeg er medlem af "Functioning and Disability Reference Group" under WHO og har derigennem en bred international kontaktflade til andre lande og kulturområder. Det er vigtigt, at vi kan beskrive funktionsevne på en måde, så vi kan sammenligne med andre lande, men en forudsætning for dette er, at beskrivelsen er genkendelig og giver mening for den person, der får beskrevet sin funktionsevne. Vi skal være bedre til at tage udgangspunkt i de personer, det hele drejer sig om – det er forudsætningen for god forskning.

Hvordan kan din forskning komme mennesker, der har været ude for en ulykke, til gavn?

Ved at få beskrevet funktionsevne på en meningsfuld måde kan vi bedre beskrive, hvilke indsatser der gavner bedst - også på lang sigt. På den måde kan vi bedre beskrive langtidsvirkninger af forskellige rehabiliteringsformer, hvad virker bedst til hvem. Jeg håber at være med til at gøre behandling og træning mere vedkommende og mere effektiv, så patient, fagperson og forsker sammen kan sikre den bedste behandling og træning til mennesker, der har været ude for en ulykke.

Hvad håber du at kunne bidrage med i forskningsrådet?

Det er vigtigt, at der forskes i områder, der har størst betydning for livskvaliteten. Altså at vi er helt sikre på, at vi tilbyder den bedste og mest virkningsfulde behandling og rehabilitering til mennesker, der har været ude for en ulykke. Forskningsrådet skal sikre, at specialhospitalet på bedst mulig vis støtter forskning, der har mest betydning for mennesker, der har været ude for en ulykke. Det er ikke en simpel opgave, for funktionsevnen er påvirket på mange forskellige områder for mennesker, der har været ude for en ulykke, men med den brede sammensætning og med forskellige perspektiver kan forskningsområdet påvirke forskning og forskning kan påvirke den behandling, der gives til ulykkesramte. Forskningsrådet vil her have en betydning og gøre en forskel for mennesker, der har været ude for en ulykke både på kort og på lang sigt.