Fysiologiske faktorer

Stress kan sætte gang i smertesystemet

Samuel McLean, der er amerikansk læge og forsker, indledte konferencen med et meget spændende oplæg om stress-induceret sensibilisering af smertesystemet. Dette betyder, at store stresspåvirkninger kan sætte gang i vores ”smertesystem”.

Han gav et eksempel på, hvordan det er fundet, at personer uden vævsskade efter seksuelle overgreb fremviste nogle af de samme smertemønstre som whiplash-ramte.

Dette kan være et tegn på, at meget stressfulde begivenheder kan sætte gang i vores smertesystem og gøre det overfølsomt (sensibilisere det). Han pointerede samtidig, at noget af hans nyeste forskning peger på, at særlige gen-mæssige konstellationer kan spille en rolle.

Her fortalte han om et af sine studier, hvor det findes, at en opvækst i et socialt belastet boligområde øger risikoen for langvarige smerter senere hen, såfremt man tilhører en særlig genetisk risikogruppe. McLean fortolker dette som et udtryk for, hvordan vores genetiske dispositioner spiller sammen med vores miljø. Dette er meget vigtigt i vores forståelse af, hvor komplekse kroniske smerter er.

Ingen synlige skader er ikke lig med ingen smerter

Jim Elliot var en af de andre meget anerkendte gæster på konferencen. Han forklarede blandt andet, hvordan ingen patologiske fund med de metoder, vi har til rådighed nu, kan forklare vedvarende whiplash-klager.

Sommetider vil man, når man scannes efter en whiplash-ulykke, finde en diskusprolaps eksempelvis, men det er ikke sikkert, dette har nogen betydning for de smerter, man oplever. Der er nemlig ikke fundet nogen sammenhænge mellem mindre skader i vores rygge af denne karakter og symptomerne, der opleves.

Det betyder, at når man scanner smertefrie personer, vil nogle af disse også opleve at have mindre prolapser uden, de har nogle symptomer. Han brugte dette til at understrege, at vi skal fortsætte med at lede efter forklaringsmodeller og ikke blot tænke, at synlig skade betyder smerter, og at ingen synlig skade betyder ingen smerter.

Dette er nemlig en forsimplet forståelse af kroniske smertetilstande. Han understregede også vigtigheden af vores nervesystem og bakkede således op om McLeans tidligere pointer.

Han fortalte endvidere om noget af sin egen nyeste forskning, der peger på, der er mere fedt i nakkemuskulaturen hos whiplash-ramte med vedvarende gener end hos personer, der ikke har disse symptomer. Fordi det er helt ny forskning, kan det være ubetydeligt eller et tilfældigt fund, men Elliot vil fortsætte i samme spor for at undersøge, om dette kan være af betydning.

Han afsluttede sin snak med at sige, at vi skal favne heterogeniteten i whiplash og således ikke tro, at én forklaringsmodel eller behandling vil passe alle mennesker, der rammes.

Artiklen stammer fra Livtag nr. 3 udgivet i 2017.