Gå til hovedindhold

Interview: "Her får jeg den hjælp, jeg har brug for"

Michael Dann Larsen er glad for at træne på specialhospitalet. Træningen giver den tidligere elitegymnast en pause fra kørestolen.

Skrevet af
Helle Kragh Digital marketingkonsulent
Publiceret 16. marts 2022

Behageligt ser det ikke ud, når Michael Dann Larsen står fastspændt ved ståbordet i træningssalen i specialhospitalet i Rødovre. Men hans begejstring er ikke til at tage fejl af, når han fortæller, hvor vigtigt det er for ham at kunne stå ved ståbordet og dermed komme op af sin kørestol, som han ellers sidder i fra morgen til aften.

”Her kan jeg komme op at stå og bruge benene, hvilket jeg ellers ikke kan”, fortæller Michael Dann Larsen, der fik en rygmarvsskade efter en operation for knap tre år siden, hvor han skulle have fjernet to cyster, fordi den ene var begyndt at vokse.

Rygmarvsskaden betyder, at han er lam i benene og hverken kan støtte på dem eller gå. Han kom i behandling på specialhospitalet for halvandet år siden efter et halvt års behandling på Rigshospitalets afdeling for rygmarvsskader i Hornbæk.

To gange om ugen – i alt 2 timer og 40 minutter - træner 61-årige Michael Dann Larsen nu på specialhospitalet. Og det er han glad for, fordi han på specialhospitalet kan få den hjælp, han har brug for:

”Jeg har brug for hjælp for at kunne træne. Jeg kan ikke støtte og gå og derfor ikke selv komme op i maskinerne. Derfor kan jeg heller ikke gå i et almindeligt træningscenter, da jeg er afhængig af hjælp til at komme op i maskinerne”, siger Michael Dann Larsen, der er tidligere elitegymnast.

Træning er afgørende for Michaels funktion

I specialhospitalets træningssal bruger han også gangbåndet, hvor han iført en sele kan træne vægtaflastet gang. Og Michael Dann Larsen er ikke i tvivl om, at træningen er vigtig.

”Jeg ville være grueligt på den, hvis jeg ikke kunne træne på specialhospitalet. Træningen er virkelig vigtig for, at jeg funktionsmæssigt kan blive, hvor jeg er og ikke går tilbage. Under corona har jeg set, hvor hurtigt det går tilbage”, siger han og tilføjer:

”Lægerne siger, at jeg ikke kommer til at gå, men der er kommet liv i benene, og jeg kan se, at der sker ændringer. Mit mål er at kunne flytte benene”.

Så selvom det altså ikke ser behageligt ud, når Michael Dann Larsen står med sin drikkedunk foran sig ved ståbordet i specialhospitalets træningssal, er han glad for at komme her og har lutter lovord om hospitalets specialiserede tilbud:

”Ens egen læge har svært ved at forstå, hvad det vil sige at have en rygmarvsskade. Her er der specialister, der forstår sig på rygmarvsskader og smerter”.