Acceptance and Commitment Therapy-informerede tilgange udført af ikke-psykiatriske fagpersoner i en smertekontekst (projekt ACTIAP)
Læs om projektet her.
Dette scoping review undersøger, hvordan ikke-psykologfaglige sundhedsprofessionelle anvender terapeutiske tilgange informeret af ”Acceptance and Commitment Therapy” (ACT) i smertebehandling, og hvad den eksisterende forskning viser om disse indsatser.
Baggrund
Kroniske smerter er et udbredt sundhedsproblem, som påfører en stor del af befolkningen betydelig lidelse og er ofte vanskeligt at behandle. ACT er en anerkendt psykologisk tilgang, der har vist sig effektiv i en smertekontekst.
Behandlingen fokuserer på at hjælpe mennesker med at leve et meningsfuldt liv på trods af smerter. Udfordringen er dog, at mange med vedvarende smerter ikke konsulterer psykologer, hvorfor der er en stigende interesse for, at andre sundhedsprofessionelle, som fx fysioterapeuter, kan anvende ACT-informerede tilgange.
For nuværende mangler der viden om, i hvilken omfang ACT-informerede tilgange benyttes af ikke-psykologfaglige.
Formål
Formålet er at identificere og samle alle eksisterende studier, der udforsker ACT-informerede tilgange leveret af ikke-mentale sundhedsprofessionelle blandt mennesker med kroniske smerter, for at danne et evidensgrundlag for fremtidig forskning og klinisk praksis.
Vi kortlægger eksisterende forskning på området blandt andet for at få indsigt i både effekter, udfordringer og muligheder ved at integrere ACT i ikke-psykologiske behandlingskontekster.
Metode
Ved brug af en narrativ syntese, analyserer projektet data fra syv databaser, herunder Embase, PubMed, PsycINFO og flere.
Studier inkluderet i reviewet evaluerer udførelsen af ACT-informerede tilgange af ikke-psykologfaglige sundhedsprofessionelle med fokus på smerte.
Projektperiode
Projektet startede i juli 2024 og er stadig i gang.
Projektansvarlige
Projektet er et tæt samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, Syddansk Universitet, og Uppsala University.
Fondsstøtte
Projektet er internt finansieret af Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.