Civilsamfundets deltagelse i rehabilitering af personer med erhvervede fysiske handicap
Læs om projektet her.
Dette scoping review undersøger, hvordan civilsamfundsaktører som patientforeninger, idrætsklubber og frivillige organisationer aktivt kan inddrages i rehabilitering af personer med erhvervede fysiske funktionsnedsættelser.
Baggrund
Personer med erhvervede fysiske funktionsnedsættelser deltager ofte i omfattende rehabiliteringsforløb, hvor tværfaglige indsatser sigter mod at fremme funktionsevne, selvstændighed og deltagelse.
Civilsamfundsaktører – såsom patientforeninger, idrætsforeninger og frivillige organisationer – kan spille en aktiv rolle under rehabiliteringen ved at tilbyde supplerende ressourcer, netværk og aktiviteter, som komplementerer de sundhedsfaglige indsatser.
Samarbejde mellem professionelle og civilsamfundet åbner mulighed for mere helhedsorienterede og bæredygtige rehabiliteringsforløb.
Da den eksisterende viden om disse samarbejdsformer er spredt og utilstrækkeligt sammenfattet, er der behov for et scoping review, der kan kortlægge og systematisere evidensen samt bidrage til at udvikle fremtidig praksis og informere politiske beslutninger på området.
Formål
Formålet er at identificere og samle alle eksisterende studier, der udforsker civilsamfundets involvering i rehabilitering blandt mennesker med erhvervet fysisk handicap for at danne et evidensgrundlag for fremtidig forskning og klinisk praksis.
Vi kortlægger eksisterende forskning på området blandt andet for at forstå hvilke typer af civilsamfundsaktører der inddrages (såsom idrætsforeninger eller patientforeninger), hvilke specifikke interventioner der beskrives, og hvilke udfald der måles i studierne.
Metode
Ved brug af en narrativ syntese, analyserer projektet data fra syv databaser, herunder Embase, PubMed, PsycINFO og flere.
Studier inkluderet i reviewet evaluerer indvirkningen af civilsamfundets involvering, fx idrætsforeninger, patientforeninger, frivilliggrupper, under rehabilitering af personer med erhvervede fysiske handicap.
Projektperiode
Projektet startede i juni 2025 og er stadig i gang.
Projektansvarlige
Specialhospitalet er ansvarligt for projektet.
Fondsstøtte
Projektet er internt finansieret af Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.