Den kombinerede effekt af extended reality-interventioner og funktionel elektrisk stimulation i rehabilitering af rygmarvsskade
Læs om reviewet her.
Funktionel elektrisk stimulation (FES) og immersiv extended reality (XR) er to unikke teknologier i rehabiliteringen af mennesker med rygmarvsskade.
En kombination af de to interventioner har potentiale til at forstærke effekten af træning ved at levere multimodal feedback og øge motivationen hos projektdeltagere.
Dette systematiske review er det første, der kortlægger den eksisterende viden om de to teknologiers kombinerede effekt for at belyse gensidigt forstærkende muligheder og guide fremtidig forskning.
Baggrund
FES og XR er to unikke teknologier, der anvendes i rehabilitering af personer med rygmarvsskade. Begge interventioner har vist sig effektive hver for sig, men en kombination kan potentielt forstærke effekten ved at levere multimodal feedback og øge motivationen under træning.
Kombinerede XR-FES-interventioner har allerede vist lovende resultater i andre neurologiske populationer, såsom patienter med apopleksi. Selv om der er tale om et spændende og terapeutisk relevant potentiale, mangler der en systematisk oversigt over den eksisterende viden på rygmarvsskadeområdet.
Formål
Formålet er at identificere og samle alle eksisterende studier, der udforsker den kombinerede effekt af XR og FES i rehabilitering blandt voksne med rygmarvsskade, for at danne et evidensgrundlag for fremtidig forskning og klinisk praksis.
Vi kortlægger eksisterende forskning på området blandt andet for at få indsigt i eksisterende viden om funktionel bedring og uafhængighed, herunder effekter på underekstremiteternes funktion, kropsstabilitet og generel mobilitet.
Metode
Ved brug af en narrativ syntese, analyserer projektet data fra syv databaser, herunder herunder Embase, PubMed, PsycINFO og flere.
Studier inkluderet i reviewet evaluerer brugen af ‘extended reality’ og funktionel elektrisk stimulation inden for samme behandlingsforløb til personer med rygmarvsskade under rehabilitering.
Projektperiode
Projektet startede i januar 2024 og er stadig i gang.
Projektansvarlige
Projektet er et tæt samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og Syddansk Universitet.
Fondsstøtte
Dette materiale er støttet økonomisk af Offerfonden. Materialets udførsel, indhold og resultater er alene forfatternes ansvar.
De vurderinger og synspunkter, der fremgår af materialet, er forfatterens egne og deles ikke nødvendigvis af Rådet for Offerfonden.