Gå til hovedindhold

Effekter og erfaringer med ikke-farmakologiske og ikke-kirurgiske interventioner rettet mod seksualitet og intimitet hos par ramt af rygmarvsskade

Læs om projektet her.

Sex og intimitet er afgørende for rehabilitering og livskvalitet for par, der er berørt af en rygmarvsskade, men området bliver ofte utilstrækkeligt adresseret i klinisk praksis.

Dette systematiske review kortlægger for første gang den samlede viden om ikke-medicinske og ikke-kirurgiske interventioner for denne målgruppe.

Kortlægningen viser, at både rådgivning og seksuelle hjælpemidler er lovende, men afdækker samtidig, at evidensgrundlaget er begrænset og i høj grad overser kvinder med rygmarvsskade.

Baggrund

En rygmarvsskade har dybtgående konsekvenser for sex og intimitet, ikke kun for den enkelte, men for parforholdet.

Seksuel sundhed er en central del af rehabiliteringen og tilpasningen til livet efter skaden, men det er et emne, der ofte bliver utilstrækkeligt adresseret i klinisk praksis.

Tidligere forskning har primært fokuseret på fysiologiske udfordringer og har i høj grad været rettet mod mænd, hvorved både kvinder med rygmarvsskade og parforholdets dynamik er blevet overset.

Formål

Formålet er at identificere og samle alle eksisterende studier, der udforsker effekter af og erfaringer med ikke-farmakologiske og ikke-kirurgiske interventioner rettet mod sex og intimitet hos par påvirket af rygmarvsskade, for at danne et evidensgrundlag for fremtidig forskning og klinisk praksis.

Vi kortlægger eksisterende forskning på området blandt andet for at få indsigt i eksisterende viden om interventionernes effekt på seksuel tilfredshed og tilfredshed i parforholdet samt de funktionelle og relationelle aspekter for parrene.

Metode

Ved brug af en narrativ syntese, analyserer projektet data fra syv databaser, herunder Embase, PubMed, PsycINFO og flere.

Studier inkluderet i reviewet evaluerer konservative interventioner med fokus på seksualitet og intimitet for både personer med rygmarvsskade og deres partnere.

Projektperiode

Projektet startede i juli 2024 og er stadig i gang.

Projektansvarlige

Projektet er et tæt samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, Syddansk Universitet, Region Östergötland, og Linköping University.

Fondsstøtte

Dette materiale er støttet økonomisk af Offerfonden. Materialets udførsel, indhold og resultater er alene forfatternes ansvar.

De vurderinger og synspunkter, der fremgår af materialet, er forfatterens egne og deles ikke nødvendigvis af Rådet for Offerfonden.