Gå til hovedindhold

Ikke-kirurgiske og ikke-farmakologiske interventioner til forbedring af søvnudfald hos personer med rygmarvsskade

Læs om reviewet her.

Søvnforstyrrelser er en seriøs, men ofte overset, komplikation for mennesker med rygmarvsskade, som har stor indflydelse på rehabilitering og livskvalitet.

Dette systematiske review kortlægger for første gang den samlede evidens for en bred vifte af ikke-kirurgiske og ikke-farmakologiske interventioner til forbedring af søvn.

Kortlægningen skaber et vigtigt fundament, der kan styrke den tværfaglige kliniske praksis og informere fremtidig forskning.

Baggrund

Søvnforstyrrelser er en hyppig og alvorlig konsekvens af en rygmarvsskade, som påvirker både fysisk og mental sundhed og kan hæmme rehabiliteringsindsatsen.

Selvom medicinsk behandling ofte er den primære tilgang, er der stor interesse for konservative, ikke-farmakologiske interventioner, der er centrale i den tværfaglige rehabilitering.

Disse tilgange omfatter blandt andet fysisk træning, psykologisk støtte og non-invasiv ventilation. På trods af vigtigheden af disse metoder har der hidtil manglet en systematisk oversigt over den eksisterende forskning.

Formål

Formålet er at identificere og samle alle eksisterende studier, der udforsker ikke-kirurgiske og ikke-farmakologiske interventioner til forbedring af søvnresultater blandt voksne med rygmarvsskade, for at danne et evidensgrundlag for fremtidig forskning og klinisk praksis.

Vi kortlægger eksisterende forskning på området blandt andet for at få indsigt i eksisterende viden, om hvordan forskellige interventioner — såsom fysisk træning, non-invasiv stimulation, komplementær medicin, pædagogiske/psykologiske tilgange, non-invasiv ventilation og blærehåndteringsteknikker — påvirker søvnkvalitet, -kvantitet og -forstyrrelser.

Metode

Ved brug af en narrativ syntese, analyserer projektet data fra syv databaser, herunder Embase, PubMed, PsycINFO og flere.

Studier inkluderet i reviewet evaluerer konservativ behandling med fokus på søvnresultater hos personer med rygmarvsskade.

Projektperiode

Projektet startede i januar 2023 og er stadig i gang.

Projektansvarlige

Projektet er et tæt samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og Syddansk Universitet.

Fondsstøtte

Dette materiale er støttet økonomisk af Offerfonden. Materialets udførsel, indhold og resultater er alene forfatternes ansvar.

De vurderinger og synspunkter, der fremgår af materialet, er forfatterens egne og deles ikke nødvendigvis af Rådet for Offerfonden.