Smerter på dagsordenen

I efteråret 2019 blev den 11. europæiske smertekonference, EFIC, afholdt. Her mødtes en række af verdens førende eksperter inden for smerteområdet for at dele deres viden og synspunkter. Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter deltog på konferencen, og du får her et indblik i nogle af de temaer, der blev præsenteret på konferencen.

EFIC er navnet på den europæiske smertekonference, der afholdes hvert andet år af The European Pain Federation, som er en sammenslutning af de europæiske afdelinger af den internationale organisation the International Association for the Study of Pain.

Kroniske smerter som sundhedskrise

Man regner med, at cirka 150 millioner mennesker i Europa lider af smerter. En af de førende forskere inden for området, Christopher Eccleston, fortæller, at der uden tvivl er tale om en sundhedskrise på tværs af landegrænser, der både har store direkte udgifter til udredning og behandling og indirekte udgifter i form af eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste. Det er derfor vigtigt at stille skarpt på, hvordan vi forstår kroniske smerter.

I dag taler man om, at kroniske smerter er et bio-psykosocialt fænomen, fordi både biologiske, psykologiske og sociale faktorer spiller en rolle. Christopher Eccleston argumenterer for, at det er vigtigt at inkludere sociale følelser og reaktioner såsom følelsen af skyld og skam i både forståelsen og behandlingen af kroniske smerter. Han argumenterer for, at det måske er vigtigere end nogensinde før at se mere mod de psykologiske og sociale dele af behandlingstilbuddene til kroniske smertepatienter. 

Det er derfor vigtigt at stille skarpt på, hvordan vi forstår kroniske smerter.

Problemet er dog ofte, at psykologisk behandling er dyrt, hvilket er et kæmpe problem i hele Europa. Han mener derfor, at en mere psykologiske tankegang bør implementeres i alle professioner og behandlingstilbud, så tilgængeligheden øges

Forventninger betyder noget i smertelaboratoriet

Danske Henrik Bjarke Vægter holdt et oplæg om nogle af sine resultater fra smertelaboratoriet. En del af hans og hans kollegaers studier drejer sig om at teste, hvordan man reagerer på smerter, når man udsættes for noget, der potentielt gør ondt i et laboratorium.

Her har de eksempelvis fundet, at den information, man får på forhånd, og de forventninger, man har, er centrale for, hvor meget smerte man oplever, når man deltager i deres smerteskabende forsøg. Det betyder, at hvis man for eksempel får af vide, at det, man udsættes for, vil gøre ondt, så oplever man også, at det gør mere ondt.

Det er alt for tidligt at sige, hvad man kan bruge dette til i klinikken med mennesker, der lider af kroniske smerter, men det bliver nogle spændende studier at følge i fremtiden og bakker umiddelbart op om et af de andre beskrevne temaer: At kommunikation er central.

Kommunikation mellem klinikere og patienter

Det blev diskuteret, hvad vi gør med den usikkerhed, smertepatienter oplever i deres forløb. Det engelske ord ’reassurance’ – altså på dansk at ’forsikre’, ’berolige’ eller ’bekræfte’ for at skabe tryghed – er skrevet ind i rigtig mange anbefalinger til, hvordan man skal hjælpe mennesker, der lider af vedvarende smerter.

Det er selvfølgelig både godt og nemt at gøre, hvis man ved, man har at gøre med en tilstand, der bedres, argumenterede den engelske psykolog Tamar Pincus. Problemet er, at vi med vedvarende smerteproblematikker ofte ikke ved, hvordan forløbet bliver for patienten. Der er nemlig ofte meget usikkerhed forbundet med sådanne forløb, og derfor er det svært at forsikre patienten om, at alt nok skal blive bedre.

Affektiv- og kognitiv bekræftelse

Pincus og hendes kollegaer er begyndt at arbejde mere indgående med dette område og taler både om ’affektiv bekræftelse’ og ’kognitiv bekræftelse’. Den affektive del henviser til den mere følelsesmæssige omsorg og bekræftelse, der i nogle situationer kan være vigtig for patienten, og som man ofte som behandler tyr til. 

Den kognitive del henviser derimod til at skabe bekræftelse og tryghed ved at dele viden. Deres forskning peger indtil videre på, at det er vigtigst at skabe tryghed og bekræftelse ved at dele viden, og at en række studier tyder på, at hvis dette tilbydes tidligt i et forløb, giver det mere positive resultater senere hen i patientens forløb. Det kan dog være svært at skabe denne tryghed, hvis der er høj grad af usikkerhed forbundet med patientens tilstand og forløb.

Det er uden tvivl et felt, vi skal holde øje med fremover, så vi bliver klogere på, hvad der sker i kommunikationen mellem patienter og klinikere, og hvordan vi bedst muligt sikrer, at vi ikke bidrager negativt til patientens forløb gennem uhensigtsmæssig kommunikation.