Kvalitativt interviewstudie om tilpasning til et liv med senfølger efter polio
Læs om forskningsprojektet her.
Baggrund
Mange mennesker, der har overlevet polio, vil på et tidspunkt udvikle senfølger efter polio. Senfølgerne kan være af generel karakter eller i form af postpolio syndrom.
Hos de fleste opstår senfølgerne først mange år efter den akutte polio og typisk længe efter opnåelse af et stabilt funktionsniveau. Derfor kan det opleves som om, at man bliver ramt på ny.
Senfølgerne er hovedsageligt i form af fysiske symptomer. Det kan for eksempel være ny nedsat funktion eller smerter, som blandt andet kan påvirke ens hverdag, livskvalitet og identitet.
Dette kan for nogen medføre, at livet med senfølger efter polio kræver tilpasning.
Der findes desværre kun få studier, der undersøger denne tilpasningsproces, og der findes ingen studier i en dansk kontekst.
Formål
Formålet med projektet er at undersøge, hvordan mennesker, der har overlevet polio, tilpasser sig til et liv med senfølger efter polio.
Metode
Projektet er et kvalitativt interviewstudie med semistrukturerede interviews. Disse er genstand for refleksiv tematisk analyse med fokus på, hvordan personer, der har udviklet senfølger efter polio, tilpasser sig psykosocialt til livet med disse senfølger.
Senfølger forstås i dette projekt i bredeste forstand og inkluderer således både generelle senfølger af at have levet længe med et fysisk handicap og postpolio syndrom.
Interviewguiden og den refleksive tematiske analyse er udarbejdet med inspiration fra begrebet om oplevelsen af sammenhæng og kognitiv tilpasningsteori og fokuserer derfor særligt på meningsfuldhed, selvbillede, begribelighed og forståelse samt håndterbarhed og mestring.
Projektperiode
Projektet blev påbegyndt i marts 2025 og er stadig i gang.
Projektansvarlige
Projektet foretages i samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og Syddansk Universitet.
Fondsstøtte
Projektet er internt finansieret af de deltagende parter.