Bioness Vector hjælper patienter på specialhospitalet

Det avancerede vægtaflastende gangtræningssystem, Bioness Vector, er nu blevet installeret på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter i Rødovre.

I løbet af sommeren er Bioness Vector blevet installeret i rehabiliteringscentret på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter. Tirsdag den 20. august blev gangtræningssystemet officielt indviet og taget i brug.

Bioness Vector er et alsidigt genoptræningsredskab, der kan bruges til træning af både den stående stilling, gang i det fri rum, træning på fladt gulv eller trapper, gang på løbebånd, rejse/sætte sig på kondicykel og meget mere. Det er specielt udviklet, så patienten sikkert og trygt kan træne sin balance både stående og gående. Træningen kan ske i fællesskab med en fysioterapeut, men senere hen giver redskabet også den enkelte mulighed for selvtræning.

Et vigtigt redskab til genoptræning

Bioness Vector er opbygget med et ophæng i loftet, hvorfra selve vectoren/selen hænger ned. Patienten bliver fastspændt med seler, således at han/hun kan træne balancen i opretstående stilling – noget, der ellers kan være svært for patienter med alvorlige fysiske funktionsnedsættelser. Ved hjælp af selerne og ophænget i loftet kan selv de mest fysisk funktionshæmmede patienter altså både træne at gå og stå helt eller delvist aflastet. Samtidig betyder selerne, at risikoen for faldulykker eller andre uhensigtsmæssige bevægelser er fuldstændig elimineret.

 - Vi er meget glade for at kunne tilbyde patienterne den bedst mulige behandling og særligt vectorsystemet giver os en unik mulighed for at kunne tilbyde gangtræning til de mest funktionshæmmede patienter i trygge rammer. At kunne få lov til at kunne træne oprejst giver patienter mod og styrke til at klø på med genoptræningen, siger centerdirektør Britta Quistgaard. 

Bioness Vector er indkøbt med støtte fra 

  • Heinrich og Laurine Jessens Fond
  • Beckett-Fonden
  • Lemvigh-Müller Fonden
  • Harald og Ellen Plesner, født Tofft og børns Mindefond
  • Jascha Fonden
  • Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
  • Fondation Juchum

Herunder kan du se en demonstration af maskinen på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.