Rehabilitering efter moderat til svært traume
Baggrund
Ulykker er globalt årsag til 4,4 millioner dødsfald hvert år. I Danmark kommer omkring 2.000 mennesker alvorligt til skade hvert år, og ulykker er dermed blandt de tre største sygdomsgrupper på linje med hjerte-kar-sygdomme og kræft.
Mange overlever i dag alvorlige ulykker takket være en stærk og effektiv traumebehandling, men en stor del af de overlevende lever videre med betydelige fysiske, psykiske og sociale følger, som kan påvirke deres deltagelse i både arbejdsliv og samfundsliv i mange år efter ulykken.
Hidtil har forskningen inden for området primært haft fokus på at optimere den akutte behandling af traumepatienter.
Med de stigende overlevelsesrater er der imidlertid et voksende behov for viden om det længerevarende forløb og livsvilkårene efter et alvorligt traume.
Studier viser, at traumepatienter har øget risiko for blandt andet autoimmune sygdomme, psykiske lidelser såsom depression og PTSD samt tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Alligevel er der begrænset viden om, hvordan det danske sundheds- og velfærdssystem understøtter denne patientgruppe gennem en målrettet rehabiliteringsindsats.
Formål
Formålet med dette Ph.d.-projekt er at kortlægge omfanget af rehabilitering efter moderat til svært traume og følge patienterne over tid med særligt fokus på deres tilknytning til arbejdsmarkedet.
Indhold, design og metode
Studie 1: Scoping review om rehabilitering efter moderat til svært traume
Det første studie er et scoping review, der kortlægger den eksisterende internationale litteratur om rehabilitering efter moderat til svært traume.
Studiet skal skabe et samlet overblik over den nuværende viden på området og danne det faglige fundament for de efterfølgende registerstudier.
Studie 2: Rehabilitering efter moderat til svært traume
Det andet studie er et observationelt, registerbaseret kohortestudie.
Ved hjælp af nationale registre følger vi traumepatienter over tid for at beskrive, hvilken rehabilitering de modtager både under indlæggelsen og efter udskrivelse fra hospitalet.
Formålet er at skabe et nationalt overblik over rehabiliteringsindsatsen og undersøge, hvordan rehabiliteringsforløbene ser ud for patienter efter moderat til svært traume.
Studie 3: Rehabilitering og arbejdsmarkedstilknytning
Det tredje studie er et observationelt, registerbaseret kohortestudie, hvor vi ved hjælp af nationale registre følger patienterne over tid.
Formålet er at undersøge sammenhængen mellem rehabilitering og patienternes efterfølgende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Studiet skal bidrage til en bedre forståelse af, om og hvordan rehabilitering kan understøtte patienternes mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter alvorlig tilskadekomst.
Projektansvarlige og/eller samarbejdspartnere
Ph.d.-projektet gennemføres i et tværfagligt samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter samt Afdeling for Ergo- og Fysioterapi og Afdeling for Bedøvelse, Operation og TraumeCenter på Rigshospitalet.